Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Interaktivt kort »

Historie

Køges byhistoriske arkiv har mange
oplysninger om havnens historie

Få byer har historisk set ligget så strategisk velplaceret som Køge. Køge fik købstadsprivilegier i 1288 og dér etableredes den første egentlige havn i Køge, ganske vist lidt længere oppe ad Køge Å. Gennem årene er havnen så udvidet og rykket længere mod havet. Havnen på sin nuværende plads kan dateres tilbage til 1411, hvor der opstod en egentlig havn ved udløbet af Køge Å.

‘Mellem år 1600 og 1900 er havnen genstand for en lang række udvidelser i takt med, at Køges placering både militært og handelsmæssigt blev vigtigere.

En række kraftige østenstorme har i flere omgange medført store ødelæggelser på havneanlæggene, og først op i sidste århundrede var byggekvaliteten så langt fremme, at havnen kunne modstå naturens kræfter.

I 1930’erne blev Køge Havn etableret som en egentlig handelshavn med en kraftig udvidelse og etablering af et nyt svajebassin, en bredere indsejling til Køge Havn, en 250 meter lange cementmole, en 86 meter lange tværmole og en 50 meter lange tværmole, kaldet ”Djævleøen”. De endelige udgifter beløb sig til ca. kr. 1.000.000 – en stor sum i 1930’erne.

I 1980 blev havnen udvidet med Junckerhavnen og Nordhavnen, i 1991 kom yderligere en ny nordhavn og mellem 1995 og 2004 gennemførtes en større askeopfyldning. Fra 2001 – 2003 kom kaj 46 – 48 til og mellem 2004 og 2005 etablerede havnen så færgelejet til bl.a. Bornholmerfærgen.

Efter årtusindeskiftet står Sjællands tredjestørste havn nu for yderligere havneudvidelser.

Køges byhistoriske arkiv byder på en lang række oplysninger om nogle af pejlemærkerne i havnens historie. Besøg arkivet!